Landmænd forsikrer sig mod nye snekollaps
Østjyske landmænd forsikrer sig i stor stil mod, at staldbygninger braser sammen under vægten af sneen
Sidste vinter gav vinterens barske vejr skader på omkring 2000 ejendomme. Mange staldbygninger kollapsede.
Sidste vinters talrige tagkollaps efter snefald på hundredvis af staldbygninger og erhvervsbygninger har fået nordjyske landmænd til at stille sig i kø for at forsikre sig.
Foreløbig har 200 landmænd tegnet en ny såkaldt snerydningsforsikring gennem TopDanmark, oplyser P4 Nordjylland.
To-tredjedele af de nye forsikringstagere kommer fra Nordjylland og Østjylland.
- Her har landmændene mest erindring om, hvor meget sne der faldt sidste vinter. De har mærket usikkerheden på egen krop, siger Maria Lund, der er udviklingschef i TopDanmark Landbrug.
Den nye forsikring betyder, at landmændene ved mistanke om for meget sne på staldbygningerne kan kontakte forsikringsselskabet og få eksperter til at vurdere, om sneen kan fjernes på selskabets regning.
Foreløbig har TopDanmark fjernet sneen på fem staldtage, og man forventer ekstra travlhed, når tøvejret sætter ind og sneen bliver tungere.