Landets første skoleaftale på plads
Lærerne til stede 35 timer om ugen.
Syv timer på alle hverdage. Så længe skal de aarhusianske skolelærere være til stede på skolerne hver arbejdsdag i næste skoleår.
Det er resultatet af den lokalaftale, som er indgået mellem Aarhus Lærerforening, Bupl, FOA, Skolelederforeningen og Aarhus Kommune.
Det er den første lokale skoleaftale i landet efter regeringens indgreb i forårets lærerkonflikt.
Aftalen om 35 ugentlige timer på skolerne får en blandet modtagelse af Jesper Skorstensgaard, der er konstitueret formand i Aarhus Lærerforening.
- Jeg havde gerne set en anden vægtning. Men lige nu er det vigtigt, at skolen får ro, og at vi samles til at implementere den reform, siger han ifølge DR Østjylland.
Til Aarhus Lærerforenings hjemmeside er han mere positiv:
- Jeg er glad for, at det endelig er lykkedes at få lavet en bred aftale. Aftalen åbner mulighed for, at vi igen kan begynde at udvikle skolen gennem dialog og samarbejde.
Kræver indsats
Aftalen definerer forhold omkring arbejdsopgaver, samarbejde, arbejdstid, arbejdsmiljø og ledelse i det daglige arbejde i skolerne.
Parterne bag aftalen anerkender, at en skolereform ikke bliver gennemført fra den ene dag til den anden, og at det kræver en indsats af alle parter at indrette sig på en ny hverdag.
- Med Aarhusaftalen kan vi bedst imødekomme de spørgsmål, den tvivl og de positive udfordringer, som reformen af fremtidens folkeskole vil føre med sig, siger aftalens parter i en fælles pressemeddelelse udsendt af Aarhus Kommune.
Under den omfattende lærerkonflikt i foråret var lærernes arbejdstid blandt de punkter, som skolelærerne og KL skændtes om.
Da regeringen greb ind i lærerkonflikten 27. april, blev det understreget, at kommunerne gerne måtte lave aftaler med de lokale lærerforeninger om arbejds- og forberedelsestid.
Senere frarådede KL kommunerne at indgå lokale skoleaftaler.
Den aarhusianske aftale træder reelt i kraft 1. august næste år.