Landets bedste folkeskole
Tirsdalens Skole i Randers ligger i top, når de handler om at løfte eleverne fagligt
Flere folkeskoler i Østjylland er dygtige til at løfte deres elever fagligt. Det viser en ny analyse fra Tænketanken CEPOS.
Ifølge analysen er Tirsdalens Skole i Randers Danmarks bedste folkeskole.
- Det er en synergieffekt af at noget, det går godt, og så bliver det ved med at bide sig selv i halen positivt forstået, siger Rikke Stage, der er lærer på skolen.
Sammenlignet med landets øvrige folkeskoler, så har Tirsdalens Skole den højeste undervisningseffekt på 1,1.
Undervisningseffekten viser, hvordan eleverne klarer sig sammenlignet med, hvordan man skulle forvente, at de ville klare sig ud fra forældrenes baggrund.
Er undervisningseffekten for eksempel 0,2 har skolen løftet eleverne 0,2 karakterpoint højere end forventet.
Eleverne træffer et valg
- Vi har gjort meget ud af at sige, at de skal være her til tiden, og at vi skal udnytte tiden optimalt. Det gjorde, at vi nåede rigtig meget, fordi vi har skabt en positiv klassekultur, siger Anne Brøndum, der også er lærer på skolen.
En analyse fra tænketanken CEPOS viser, at årgang 2014 på Tirsdalens Skole fik et gennemsnit, der lå 1,1 højere end det forventede for skolen.
- Vi lavede en kontakt med eleverne om, at sådan lidt populært sagt, at alting er et valg. Det er et valg at gå i skole og få en positiv oplevelse ud af det. Det var et valg at lave lektier. Det var et valg at møde til tiden, forklarer Rikke Stage.
Og den positive læringskultur har smittet af på eleverne.
- Jeg tror bare, at det med at det var et valg. Man valgte, om man ville komme, og når der så var en god klassekultur, så ville man gerne komme, og man ville gerne møde til tiden, fordi det var irriterende for de andre, der sad i klassen og ventede, siger Marie Søby Manthai, der er en af afgangseleverne fra 2014 på Tirsdalens Skole.
Her kan du finde din lokale skoles undervisningseffekt.
Se hele tv-indslaget om Tirsdalens Skole i videoen øverst på siden.