Landets bedste dyrepasserelev

Maria Lynnerup Bech fra Aarhus modtager medalje for at være en af landets bedste dyrepasserelever

Maria Lynnerup Bech fra Aarhus er nyuddannet dyrepasser, og hun modtager i dag en medalje for at være den absolut bedste elev på sin uddannelse.

- Det hele har været lidt overvældende, jeg havde jo ikke regnet med noget. Da jeg fik brevet, så vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre, siger Maria Lynnerup Bech til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Hansenberg-medaljen, som hun modtager, gives til til de dygtigste elever fra landets erhvervsuddannelser.

24-årige Maria Lynnerup Bech modtager den, fordi hun er et godt forbillede inden for sin uddannelse, skriver Hansenberg i en meddelelse.

Skulle ikke være dyrepasser

Det lå ikke i kortene, at Maria Lynnerup Bech skulle være dyrepasser. Hun drømte nemlig om at blive noget inden for politiet, men da hun efter gymnasiet var i militæret, blev hun for alvor interesseret i førstehjælp.

- Jeg har altid haft en masse dyr og altid elsket dyr. Men jeg tænkte ikke på, at jeg kunne uddanne mig inden for det. Det skulle være noget med action, siger hun.

Da hun var færdig i militæret, ville hun søge ind som ambulanceredder men et højdekrav på 170 afholdt hende fra at begynde på uddannelse, da hun kun er 168 centimeter høj.

- Så jeg begyndte at tænke ud af boksen for at finde ud af, hvordan jeg kunne arbejde med førstehjælp, siger hun.

Gik efter guldet

Valget faldt på uddannelsen som dyrepasser.

- Jeg fik at vide, at kun én procent kommer videre fra grundforløbet og bliver dyrepasser. Men selvfølgelig skulle det være mig, det var jeg ikke i tvivl om, fortsætter hun..

Hun var en af de få, der blev dyrepasserelev, og nu har hun afsluttet sin uddannelse, og hun er fortsat i et barselsvikariat i det forskningscenter under Aarhus Universitet, hvor hun er udlært.

For at komme i betragtning til Hansenberg-medaljen skal eleverne have klaret deres uddannelse på højt niveau ved foreksempel at have fået karakteren 12 til svendeprøven, have fagets højeste gennemsnit på skolebeviset eller have udmærket sig på anden vis.