Landets bedste atleter samlet
Men de savner flere konkurrenter
Det er svært at fastholde atleter, når de går fra at være unge til at blive vokse.
Derfor er antallet af voksne atleter ikke højt.
I weekenden var der iagtagelsesstævne i Randers, hvor Danmarks bedste atleter kæmpede om en plads på Danmarks hold til Europamesterskaberne i atletik, der finder sted om to uger i Riga, Letland.
Til stævnet kunne man sagtens mærke, at interessen for atletik daler i takt med, at udøverne bliver ældre.
- Jeg havde gerne set flere her i dag, siger Thomas Bøgh, der er sportschef Dansk Atletik Forbund.
Til stævnet i weekenden var der 17 discipliner på programmet. Der skulle have været flere, men de blev strøget på grund af for få tilmeldte.
- Vi arbejder lidt med og har nogle udfordringer ved at fastholde vores næstbedste atleter over en længere årrække. Vi mister mange, når de kommer op i seniorrækkerne, og det er noget, der er vigtigt at sætte ind overfor, siger Thomas Bøgh.
Og de udfordringer kender mangekæmper Sebastian Skejø fra Aarhus 1900.
- Det er tit sådan, at når man bliver lidt ældre og kan se, at man måske ikke er med helt i toppen, så vil man måske hellere ud at drikke lidt øl eller bruge tid med nogle venner. Lige pludselig begynder det at kræve rigtig meget træning og rigtig meget tid at blive helt i toppen, siger Sebastian Skejø.
Han gad godt, at der var lidt flere konkurrenter.
- Som det er lige nu, der tror jeg, at vi er to senior mangekæmpere i Danmark. Det er da meget sjovt, at vi kan udfordre hinanden lidt, men det kunne også være sjovt, hvis der var lidt flere, siger Sebastian Skejø.
Du kan se mere om problematikken i indslaget over artiklen.