Landets bedste alkoholfrie drink
Lasse Rishøj fra Aarhus vinder DM
Aarhusianske Lasse Rishøj fra Sct. Pauls Apotek er den bedste i Danmark til at lave alkoholfri cocktails. Han er nemlig efter flere timers dyst blevet danmarksmester inden for disciplinen.
- Det er super, super fedt at vinde! Jeg har været med i konkurrencer i to år, og så er det fedt, at det nu lykkes at vinde. Nu skal jeg ud og rejse og smage cocktails andre steder i verden og få mere inspiration, skriver bartender Lasse Rishøj i en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.
Drinken hedder "The Sensible One" og består blandt andet af sukkerærter og honning.
Formålet med Danmarksmesterskaber i drinks uden alkohol er at inspirere folk, så de dropper vin, øl og andet alkohol, når de skal køre hjem efter en hyggeligt aften.
Opskrift på "The Sensible One" - Den fornuftige:
12 Sukkerærter
1 cl. akaciehonning
1 cl. varmt vand
1 1/2 cl. friskpresset citron
4 cl. æblesaft - f.eks. fra Naked Fruit.
Sukkerærter hakkes fint eller modles (mases), så der kommer saft ud af dem. Derefter tager man 1 cl. kogende vand og blander sammen med 1. cl. akaciehonning. Det hældes ned til sukkerærterne sammen med 1 1/2 cl. friskpresset citron og 4 cl. æblejuice (f.eks. fra Naked Fruit).
Det hele shakes/rystes sammen med nogle isterninger, så det bliver kølet af. Derefter hældes det gennem en fin si/sigte op i et coctailglas.
Se Lasse Rishøj mixe "The Sensible One" i tv-klippet øverst på denne side.