Landbrug nord for Randers brændte ned til grunden i nat

Stuehuset til et nedlagt landbrug i landsbyen Fårup er jævnet med jorden efter brand. Husets ejer er for nylig flyttet på plejehjem

01:32

Natten til lørdag kort efter kl. 01 blev Beredskab og Sikkerhed kaldt ud til en voldsom brand i Fårup nord for Randers. Et stuehus til et nedlagt landbrug var opspændt af flammer, og brandfolkene kunne intet redde.

- Stuehuset var totalt overtændt, og halvdelen af taget var allerede væk, da vi ankom til stedet. For os er der nærmest kun at efterslukke i sådan et tilfælde, siger indsatsleder hos Beredskab og Sikkerhed, Niels Henrik Larsen, til tv2oj.dk.

Læs også En person sendt på sygehuset efter brand på restaurant

Heldigvis er ingen kommet noget til i den kraftige brand.

- Huset står tomt, fordi beboeren for nylig er flyttet på plejehjem, siger Niels Henrik Larsen.

Videoen øverst i artiklen er filmet af Local Eyes

Hvordan branden er opstået, vides ikke, men der er ifølge indsatslederen ikke umiddelbart noget, der tyder på, at den er påsat.

Læs også Tørretumbler sendte brandvæsenet til Hotel Randers

- Vi observerede intet mystisk ved ejendommen, men det var så også svært at danne sig et overblik for os. Ved alle vinduer blev vi mødt af orange høje flammer, fortæller han.

Beredskab og Sikkerhed er først netop blevet færdige med efterslukningsarbejdet i Fårup, og senere i eftermiddag kigger man så forbi for at sikre sig, at branden ikke blusser op igen.  

Du kan se video fra branden øverst i artiklen. Den er optaget af Local Eyes.

Branden opstod i en ejendom i landsbyen Fårup nord for Randers.  Foto: Google Maps