LandboMidtØst samler kræfterne
LandboMidtØst lukker kontorerne i Hinnerup, Randers, Silkeborg og Ry. Medarbejderne flytter til det nye center i Søften nord for Århus.
For at tilbyde kunderne den bedst mulige service samler LandboMidtØst nu kræfterne. Det betyder, at kontorerne i Hinnerup, Randers, Silkeborg og Ry lukker 15. oktober 2010.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det at samle aktiviteterne i to huse vil betyde fordele for vores kunder. Vi har allerede set nogle af effektiviseringsgevinsterne ved at fjerne dobbeltfunktionerne i flere centre. Nu skal vi bevise, at det tættere samarbejde mellem medarbejderne, også betyder en bedre og mere effektiv rådgivning, siger direktør Jan Winther.
I forbindelse med lukningen af kontorerne har LandboMidtØst haft en god dialog med kunderne. Flere har ønsket forsat at kunne aflevere forsendelser i deres lokalområde, og derfor opsætter LandboMidtØst postkasser til formålet på adresserne Marsvej 1-3 i Randers, Kastaniehøjvej 4 Silkeborg og Bakkelyparken 51 i Ry.
Fra 18. oktober er medarbejderne klar til at tage imod kunderne i det nye center i Søften.