Landboformand: Urimeligt navn på influenza
Frygt for svineinfluenza risikerer at gå ud over salget af svinekød, mener landboformand fra Odder-Skanderborg.
Formanden for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, ærgrer sig over, at den nye type influenza har fået navnet svineinfluenza.
Ifølge ham risikerer sygdommen at gå ud over salget af svinekød og dermed ramme de lokale svineavlere.
- Men det er et virus, der er opstået gennem mennesker, fugle og svin. Og derfor er det ærgerligt, at det er blevet døbt svineinfluenza. Det er urimeligt for svinene, siger Jens Gammelgaard til Horsens Folkeblad.
Han understreger, at svin altid har kunnet få influenza, men at han i de 30 år, han har haft med landbrug at gøre, aldrig er blevet smittet.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre i Danmark, siger han til avisen.