Lån en trehjulet elcykel
Vil hjælpe borgere med balanceproblemer
Randers blev i maj måned kåret til årets cykelkommune, fordi det er lykkedes at få flere til at cykle. Kommunen har blandt andet udlånt elcykler til borgere, der har mere end fem kilometer til arbejde. Det har været en succes, og derfor udvider kommunen nu projektet og udlåner trehjulede elcykler til borgere, der har svært ved at holde balancen.
I dag overdrager kommunen cyklerne til fem borgere i Hjælpemiddelhuset i Randers. Her står 47- årige Anne Mette Andersen klar til at låne en cykel. Hun blev for 10 år siden ramt af en blodprop i hjernen, og siden dengang har hun ikke har kunnet holde balancen på en almindelig cykel.
- Det bliver skønt igen at sidde på en cykelsaddel og få frisk luft og vind i håret. Blodproppen medførte, at jeg fik nedsat funktion i højre side af kroppen. Desuden døjer jeg med dårlige knæ, og derfor vil jeg bruge cyklen til at optræne kroppen og få en bedre fysik, fortæller Anne Mette Andersen, der arbejder som præstesekretær i Als og Øster Hurup kirker.
Får blodet til at rulle
De trehjulede cykler bliver også hilst velkommen af Yvonne Gystoff fra Handicaprådet i Randers.
- Cyklerne vil give borgere med forskellige handicap mulighed for at komme rundt i deres nærområde. Desuden giver cyklerne øget velvære, fordi musklerne styrkes og blodet ruller hurtigere i årene, forklarer Yvonne Gystoff fra Handicaprådet i Randers.
Hun er selv spastiker og bruger kørestol og ønsker også at låne en trehjulet elcykel.
- Alle muligheder for større mobilitet skal afprøves. Derfor ser jeg frem til at prøve en trehjulet cykel i dag og håber, jeg kan klare at cykle på en elcykel, siger hun.
Det er Randers Cykelby, der står for udlånet af de trehjulede cykler.