Laksen tilbage i Gudenåen

Der findes igen naturligt gydte laksefisk oven for opstemningen af Gudenåen ved Tange. Det er de overraskende resultater af en ny rapport.

Laks kan godt finde vej gennem opstemningen ved Tangeværket og videre ud i Danmarks største vandløb, Gudenåen.

Det som mange hidtil har ment næsten var umuligt, har en elektronisk fisketæller opsat ved fisketrappen nu skabt bevis for.

Fisketælleren har i efteråret sidste år registreret 147 havørreder og laks over 45 cm. Samtidig har en gennemgang af vandløbene mellem Tange og Silkeborg vist, at der er lakseyngel tilstede

Undersøgelserne er lavet af det private rådgivningsfirma WaterFrame.

Samtidig skrives der i øjeblikket på en helhedsplan for Gudenåcentralen, der driver Tangeværket. Planen ventes færdig omkring 1. juli i år.