Lærere: S svigter folkeskolen
Skolelærere beskylder socialdemokratiske skolepolitikere i Århus for at svigte deres egen politik.
Ifølge formanden for Århus Lærerforening strider den nye folkeskolelov, som er vedtaget i Folketinget med socialdemokratisk støtte, direkte imod århusiansk skolepolitik - der også er vedtaget af socialdemokraterne. Det skriver metroXpress.
- Folkeskoleloven lægger op til central styring og kontrol gennem en årlig, obligatorisk test, som skal være den samme over hele landet. Den skal være hele grundlaget for de præstationer, danske folkeskoler skal leve op til. Men i Århus er udgangspunktet det stik modsatte, nemlig at konkrete mål og opfølgning sker med udgangspunkt i den enkelte skole, siger den århusianske lærerforenings formand Gordon Ørskov Madsen til avisen.
Han tilføjer:
- Man kan ikke begge dele. Socialdemokraterne er ude af trit med sig selv, og de er på vej til at overflødiggøre sig selv, hvis de blot viderefører regeringens politik.