Lærer dømt for sexmisbrug
En 33-årig lærer er blevet fundet skyldig i anden kønslig omgang med en 14-årig pige.
Karrieren er ødelagt for en 33-årig østjysk lærer, efter at Vestre Landsret onsdag dømte ham for seksuelt misbrug af en pige, som han havde som elev i 7.-klasse på en skole nær Odder i 2003.
I modsætning til byretten, der havde frikendt den 33-årige, fandt landsretten ham skyldig i alle tiltalepunkter, og han blev idømt fire måneders ubetinget fængsel, ligesom han indtil videre er frakendt retten til erhvervsmæssigt eller i fritiden at beskæftige sig med børn under 18 år.
Han skal desuden betale 10.000 kroner i tortgodtgørelse til pigen.Hun ville ikke selv medvirke til en politianmeldelse. Retten i Horsens troede ikke på pigens forklaringer, som retten kaldte klart utroværdige og fantasifulde, men landsretten mente altså, at han var skyldig. /ritzau/