Lærer anklaget for børneporno

Midaldrende skolelærer anklaget for at have distribueret pornofilm og fotos

En midaldrende lærer fra en aarhusiansk privatskole er nu anklaget for at have besiddet og distribueret pornofilm og fotos med børn under 18 år.

Nogle af optagelserne er særligt grove, og anklagemyndigheden kræver derfor læreren idømt fængselsstraf, skriver Århus Stiftstidende.

Sagen er nu på vej i retten.

Læreren er allerede suspenderet fra sit job på N. Kochs Skole.  Det blev han for knap to år siden, da Østjyllands Politi efter en ransagning sigtede manden.

Nægter sig skyldig
Anklagemyndigheden vil i den kommende retssag kræve, at han aldrig mere får lov til at beskæftige sig med børn og unge under 18, hverken erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsarbejde.

Den anklagede lærer nægter sig skyldig. Derfor bliver det en domsmandssag med bevisførelse.

Blandt andet vil det her komme frem, at læreren på sin hjemmecomputer havde 258 børnepornografiske fotos og film. 93 optagelserne er "særligt grove seksuelle forhold".

Det er sædvanligvis optagelser med børn, der bliver tvunget til samleje eller andre seksuelle aktiviteter, skriver Århus Stiftstidende.

Læreren er desuden tiltalt for at have udbredt 17 utugtige billeder med personer under 18 år. Distributionen er sket fra en e-mailkonto på nettet samt via Skype.

Datoen for retssagen er endnu ikke fastlagt.