LA’er raser efter lufthavnsstop: Spild af skattekroner
Lars Boje Mathiesen fra Liberal Alliance mener, at det er fuldstændig forkert ikke at arbejde videre med en ny lufthavn ved Aarhus
Hele forløbet omkring en mulig ny lufthavn ved Thomasminde nord for Aarhus har været forfejlet – i hvert fald hvis du spørger Liberal Alliances byrådsmedlem Lars Boje Mathiesen. De to seneste rapporter om mulighederne for en lufthavn har kommunen brugt 1,5 mio. kr på, og de er nu spildt, mener politikeren.
- Undersøgelserne har været spild af skattekroner, og det er helt forkert at stoppe nu. I stedet burde borgmesteren sige, at der nu bør kigges mod investorer og kapitalfonde, som kan finansiere og drive en ny lufthavn, siger Lars Boje Mathiesen til tv2oj.dk.
Han mener, at præmisserne for undersøgelserne fra start har været forkerte.
- Udbyttet af dem er så også mindre, end det burde være. De slår fast, at der ikke må puttes offentlige midler i lufthavnsdrift, men det er altså stadig muligt rent fysisk at placere en lufthavn ved Thomasminde, og et driftsoverskud kan skabes, hvis der kommer private hænder indover, mener Lars Boje Mathiesen.
Læs også
Onsdag gik borgmester Jacob Bundsgaard ud og meddelte, at det ikke ville være realistisk med en ny lufthavn ved Thomasminde, og det har så affødt en hel masse reaktioner. Modstanderne i lokalområdet nord for Aarhus er de mest tilfredse, imens flere af de borgerlige partier i byrådet inklusiv Liberal Alliance stadig håber på en anden udvikling.