Lækre og sunde madpakker hitter

Elever på Holme Skole får mad fra restaurant

02:17

1 af 2

Når eleverne i 7. A på Holme Skole bruger hjernen, skal de samtidig have energi. Og når sulten melder sig, så spiser de. Det er nemlig sådan, at i 7. A må eleverne spise i timerne. 

- Det er meget sjovt, for det plejer vi ikke at må, siger 13-årige Julie Hvidberg Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Det er dog ikke deres egne madpakker, men mad bragt ind i klassen; lavet af kokken Mads Nybro fra restauranten Beta i Aarhus. 

- Det skal være friskt. Rugbrødet er stadigvæk varm, grøntsagerne er friske. Frisk mad - enkelt lavet. Der er ikke noget foie gras og fintføleri i det her. Men børnene skal være lidt modige, siger han.

Madkasseprojekt
De er med i et forsøg; et madkasseprojekt som del af projektet "Sund Innovation", som finansieres af Erhvervs- og Byggestyrelsen, Region Midtjylland og Randers Kommune. 

Børnene skal lære at spise korrekt og sundt. Den sunde madpakke skal være spændende og sørge for, at børnene stopper med at købe de usunde fristelser ovre hos bageren. 

Der er ikke plads til at være kræsen. Børnene indgår en kontrakt om, at de skal smage på, hvad der bliver serveret. Og det bliver taget godt imod.

- Jeg har spist, hvad jeg har fået serveret, og jeg har spist, hvad jeg kan, så jeg har opfyldt kravene, siger 13-årige Jonathan Rossen. 

Friske elever
Nu er maden blevet en social begivenhed for klassen, men projektet har også hjulpet eleverne med at komme igennem dagen.

- Vi ser ikke længere børn, der ligger henover bordene - og på den anden side - så ser vi heller ikke børn der hænger i gardinerne, siger delt klasselærer Randi Hansen.

Projektet varer tre en halv uge og slutter i næste uge.