Lægestuderende: Nej til Aalborg

Studerende ved Aarhus Universitet har hyret en advokat til deres kamp mod at blive sendt til Aalborg.

De lægestuderende i Århus har pudset en advokat på deres studieledelse i protest mod, at Aarhus Universitet fra næste semester vil sende nogle af dem til undervisning i Aalborg i løbet af studiet.

De lægestuderende betvivler lovligheden af, at universitetet på den måde ændrer vilkårene for deres uddannelsesforløb med tvang, siger Mikkel Fode fra Foreningen af Danske Lægestuderende.

Studieledelsen begrunder udsendelsen af 40 studerende hvert semester til Aalborg med, at der ikke er kapacitet til at uddanne dem alle sammen på Århus-hospitalerne. Men den begrundelse tvivler de lægestuderende på. Der er ikke flere, som står til at skulle forbi hospitalsafdelinger i forbindelse med deres studier, end i tidligere år, siger Mikkel Fode.

For de ældre studerende skal der for hvert semesters vedkommende trækkes lod om, hvorvidt det er et hospital i Århus eller Aalborg, de skal være på. Nye studerende op til fjerde semester vil få afgjort sagen i ét hug for hele 2. del af studiets vedkommende.

Århus Universitet har omkring 2200 lægestuderende. /ritzau/