Lægestuderende demonstrerer på cykel: Staten vil fjerne transportpenge

110 lægestuderende viste deres utilfredshed med, at staten vil lukke for midlerne til transporten mellem hjemmet og praktikstedet

02:05

VIDEO: De lægestuderende er ikke tilfredse med, at staten vil fjerne midlerne til transporten til klinikophold.

110 lægestuderende sprang op på cyklerne torsdag morgen, og cyklede fra Aarhus til Randers.

Dette gjorde de for at vise deres utilfredshed med, at staten har besluttet, at universiteterne ikke længere må betale for studerendes transport til blandt andet klinikophold.

Læs også Redningsmandskab ved Aarhus Havn: Eftersøgningen er indstillet

- Om et år, der skal vi selv betale, når vi skal tage bussen eller toget Herning, Holstebro og Randers. Det, synes vi, er en rigtig dårlig idé. Derfor prøver vi at vise, hvad der kommer til at ske, når vi selv skal betale, siger Tore Victor Allerup, lægestuderende på Aarhus Universitet, til TV2 ØSTJYLLAND.

Aarhus Universitet har hidtil betalt de lægestuderendes transport i forbindelse med deres klinikophold. Og det kommer til at blive dyrt for de studerende, for de kan blive sendt på ophold langt fra hjembyen.

Det, synes vi, er en rigtig dårlig idé. Derfor prøver vi at vise, hvad der kommer til at ske, når vi selv skal betale.

Tore Victor Allerup, lægestuderende, Aarhus Universitet 

- Der er lægedæknings problemer uden for de store byer. Og det skal være så nemt som muligt at stifte bekendtskab og så god en oplevelse som muligt at komme ud på hospitalerne. Det synes vi ikke, at den nye tilgang imødekommer, siger Tore Victor Allerup.

Ikke med universitetets gode vilje

Hos Aarhus Universitet har man tænkt sig at følge beslutningen om, at kasserne skal lukkes for midler til transporten. Men det er ikke med uddannelsesstedets gode vilje.

- Fordi det er en stor omkostning for dem, og i og med, at vi lægger vægt på det, og studieordningen og undervisningen er obligatorisk, så tvinger vi dem til at tage af sted. Det vil sige, at de ikke kan vælge selv, om de vil betale eller nøjes med at have uddannelsen i Aarhus. Den mulighed har de ikke, udtaler Charlotte Ringsted, prodekan for uddannelse, Aarhus Universitet.

De studerende kan komme på klinikophold i byer mange kilometer væk fra deres bopæl. 

Lægedækningen er især en udfordring i yderområderne. Derfor mener lægeforeningen, at de studerende bør kunne få deres transport betalt.

Hvis man så oveni lige får den her økonomiske straf, så går man derfra med en følelse af, at det var en negativ oplevelse.

Jesper Brink Svendsen, formand, Lægeforeningens Uddannelsesudvalg 

- Der ligger mange gode klinikophold, man kan komme ud og prøve i udkanten. Og der er ofte rigtig gode læringsmiljøer, men hvis man så oveni lige får den her økonomiske straf, så går man derfra med en følelse af, at det var en negativ oplevelse, siger Jesper Brink Svendsen, der er formand for Lægeforeningens Uddannelsesudvalg, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Danskproduceret satellit bliver sendt ud i rummet i dag

Tore synes det er ærgerligt, hvis økonomien skal være en hæmsko, for han behøver ikke nødvendigvis at arbejde i de største byer.

- Vi vil jo rigtig gerne ud i provinsen. Hvor vi kan få en god uddannelse med dygtige læger. Jeg skal ud til en klinik i Randers lige om lidt. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Tore Victor Allerup.