Lægesekretærer skal have hjælp

Børneafdelingen på Skejby Sygehus er bagefter med skrivning af journaler. Det er skadeligt for lægesekretærernes sundhed.

På Børneafdelingen på Skejby Sygehus er man nu så langt bagefter med papirarbejdet, at Arbejdstilsynet kræver, at sygehuset tager fat på dyngen af journaler, der venter på at blive behandlet.

På Børneafdelingen er man dog allerede i gang med at ansætte ekstra personale.

- Det er en psykisk belastning, når man ikke kan løse den opgave, som man gerne vil løse. Så det har været en både psykisk og fysisk belastning for vores lægesekretærer, siger Inge Pia Christensen, der er oversygeplejerske på Skejby Sygehus, til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I øjeblikket venter 1500 journaler på at blive behandlet.