Læger misbrugte for 250.000 kr.
Aarhus-læge del af sag om forskningsmidler
En omfattende intern revision har medført, at Region Midtjylland har underkastet ni forskere og læger en nærmere udredning omkring deres anvendelse af forskningsmidler.
Revisionen betyder, at regionen nu kræver op mod 250.000 kroner tilbagebetalt af de involverede i sagen - deriblandt en læge fra Aarhus. Det oplyser Region Midtjylland på et pressemøde i Viborg torsdag.
I de to værste tilfælde har regionen rejst et samlet tilbagebetalingskrav på omkring 200.000 kroner. Og en forsker er blevet bortvist og politianmeldt, fordi han ikke har villet bidrage til en nærmere belysning af sagen.
Pengene, som regionen nu kræver tilbagebetalt, er blandt andet brugt på dyre overnatninger og restaurationsregninger.
I tre af de andre sager har forskerne udlejet eget sommerhus eller privatfly til forskningsmæssige formål. Og det kan ifølge hospitalsledelserne skabe en uheldig sammenblanding af privatøkonomien og arbejdspladsens økonomi.
De sidste fire sager betegnes som værende primært præget af mindre fejl og mangler.
Misbruget og sammenblanding af forskningsmidler er flere år gamle sager.
Og den interne revisionsundersøgelse var sat i gang i regionen, før der blev afsløret misbrug for flere millioner kroner på Rigshospitalet i København.