Læger bestiger Kilimanjaro
En ekspedition til toppen af det afrikanske bjerg skal vise, at ultralydsundersøgelser kan udføres under alle forhold.
Stetoskop og hvide kitler er skiftet ud med bjergøkser og pigsko, når syv narkoselæger fra Århus Universitetshospital tirsdag begynder opstigningen til det 5895 meter høje Uhuru Peak på Kilimanjaro i Afrika.
Opstginingen sker i lægevidenskabens tjeneste. Med på turen har lægerne nemlig udstyr til at undersøge hinanden med ultralyd og via internettet sende data hjem til hospitalet, hvor de gennemgåes af eksperter.
I fremtiden skal akut dårlige patienter transporteres til færre højt specialiserede skadestuer, såkaldt akutmodtagelser. Derfor skal transporttiden udnyttes til at undersøge patienten og indsamle så mange data som muligt.
- Vi vil med bestigningen af Kilimanjaro vise, at ultralyd kan udføres under alle mulige fysiske og klimatiske forhold. Vi vil også vise, at ultralyd kan foretages af anæstesilæger overalt i verden og vurderes af specialister, der sidder et helt andet sted, siger afdelingslæge, ph.d. Lars Knudsen.