Lægemangel på Samsø fortsætter
Løsningen på Samsøs lægemangel lader vente på sig. Det stod klart efter endnu et borgermøde i aftes.
Borgerne på Samsø må stadig se langt efter praktiserende læger til at betjene øen. Det stod klart efter et borgermøde onsdag aften, hvor formanden for Århus Amts sundhedsudvalg, Carl Johan Rasmussen (S), deltog.
Carl Johan Rasmussen forstår udmærket øboernes utilfredshed over, at der siden 1. juli kun har været en enkelt praktiserende læge til at betjene øens 4200 beboere. Han mener, at det er et rimeligt krav, at borgerne ønsker en fast tilknyttet praktiserende læge, men understreger, at det ikke er noget amtet alene er herre over.
- Der er nogle, der ikke vil forstå, at vi ikke bare kan hive to praktiserende læger ned fra himlen. Problemet er jo, at ingen ønsker at åbne en praksis på øen, siger han til Ritzau.
På borgermødet var det dog udvalgsformandens fornemmelse at mange samsinger godt kan forstå probematikken.
Amtets forslag til at løse problemet er at lave en såkaldt ø-lægeordning, hvor fem læger på skift skal dele vagterne i den almene praksis. Men denne løsning er stadigvæk ikke forhandlet på plads.