Lægehelikopter er pengene værd
Det slår regionerne fast i fælles evaluering
Den fælles Nord- og Midtjyske akutlægehelikopter giver alvorligt syge og tilskadekomne patienter i udkantsområderne væsentligt bedre muligheder for at få akut hjælp og efterfølgende hospitalsbehandling.
Sådan lyder det fra Dansk Sundhedsinstitut, som står bag evalueringen af forsøgsprojektet.
I konklusionen skriver Dansk Sundhedsinstitut, at patienter, der har fået assistance af akutlægehelikopteren, er tilfredse og trygge ved at kunne komme hurtigt til et specialiseret behandlingstilbud.
Redder liv
For Region Midtjylland viser evalueringen blandt andet, at patienter med stor blodprop i hjertet i snit når 23 minutter hurtigere frem til hospitalet med akutlægehelikopteren end i ambulance.
Større sikkerhed for den rigtige og hurtige hjælp kombineret med en stærkere fornemmelse af tryghed blandt borgerne, var også hvad regionsrådsformand Bent Hansen (S) havde håbet at høre.
- Akutlægehelikopteren redder liv. Det er jeg meget tilfreds med at få dokumenteret, for når vi satser på færre hospitaler, skal vi også sikre, at akut hjælp ikke er urimeligt længe undervejs, konstaterer han.
Se mere på TV 2 | ØSTJYLLAND i aften kl. 19.30