Lægeforening: For lidt fokus på kvalitet i ny aftale

Formanden for Lægeforeningen mener, at der er for lidt fokus på kvalitet i regionernes aftale med regeringen

Foto: Niels Ahlmann Olesen - Scanpix

Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 2

Lægeforeningen kalder det trist, at regeringen og regionerne til næste år fastholder kravet om to procent højere effektivitet i sundhedsvæsnet.

Kravet er en del af den nye aftale for regionernes økonomi, der blev indgået tirsdag aften.

- Jeg er skuffet og overrasket over, at finansministeren fastholder produktivitetskravet.

- Det er et krav, der presser sygehusafdelingerne urimeligt hårdt og skaber et meget ensidigt fokus på produktion i en tid, hvor vi har mere behov for at kigge på kvalitet, sammenhæng og gode forløb for patienterne, siger foreningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Læs også Supersygehus skal spare igen: Det kan ikke blive ved

De skal løbe hurtigere

Han er slet ikke i tvivl om, at det vil komme til at mærkes på sygehusafdelingerne.

- Det betyder, at personalet skal løbe hurtigere. Helt konkret skal man løse to procent flere opgaver for de samme penge, og det er en proces, der har stået på i mange år efterhånden.

- Det betyder, at kvaliteten ikke kan udvikles, og derfor er der behov for, at man for alvor skifter fokus på sygehusområdet, mener han.

Læs også Flytning af sygehus fører til massiv sparerunde

Frygter syltekrukke

Og der er ikke megen trøst at hente i, at regeringen og regionerne vil sætte en større analyse i gang af styringen af sundhedsområdet for at se, om noget kan gøres bedre og billigere.

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med, at der trods alt er blevet lyttet til kritikken af den nuværende styring af sygehusvæsnet. Men jeg frygter, at det bliver en syltekrukke.

- Det er en omfattende øvelse i en situation, hvor vi har brug for mere konkret handling i forbindelse med produktivitetskravet, siger han.

Læs også Byggeri af supersygehus får hård kritik af Rigsrevisionen

Trist læsning

Aftalen høster heller ikke megen ros blandt landets sygeplejersker. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, kalder aftalen "trist læsning".

Dansk Sygeplejeråd er ligesom Lægeforeningen dybt forundret over, at regeringen fastholder produktivitetskravet.

- Vi må konstatere, at regeringen stadig ikke vil det bedste for patienterne. Sygehusene har for længst nået grænsen. De ansatte kan simpelthen ikke løbe hurtigere, end de gør i dag, siger hun.

Siden 2007 har sygehusene hvert år skulle "producere" to procent mere for de samme penge.

De offentlige sygehuse har siden 2000'erne været underlagt et årligt produktivitetskrav. Det betyder, at de hvert år skal levere en større aktivitet - flere behandlinger og undersøgelser - for de samme penge.
Tirsdag landede Danske Regioner en ny aftale om regionernes økonomi næste år, hvor produktivitetskravet igen var en del af præmissen for regionernes budgetter.
Læs om kravet her:
Kravet om højere produktivitet har været indskrevet i de årlige økonomiaftaler mellem Danske Regioner og regeringen, som et flertal i Folketingets Finansudvalg har stemt for.

Frem til 2006 var produktivitetskravet på 1,5 procent om året.

Fra 2007 steg det til 2 procent om året.

I kroner betyder et produktivitetskrav på 2 procent, at sygehusene i år skal levere en produktionsværdi på cirka 1,3 milliarder kroner mere end sidste år.

På det private område har der været en produktivitetsfremgang på i snit 0,8 procent om året.

Kilder: FOA og Dansk Regioner