Lad snapsen stå: Politiet på promillejagt

Frem mod jul skruer politiet op for indsatsen mod spritbilister på de østjyske veje

Foto: Nils Meilvang - Scanpix

Det er højsæson for julefrokoster, og det sender politiet på gaden for at tjekke, om trafikanterne nu også har husket at holde sig fra flasken med snaps. 

Politiets fokus vil især være rettet mod de store julefrokostdage - torsdag, fredag og lørdag.

Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden, oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

De landsdækkende julekontroller løber frem til og med søndag den 18. december.

I hele uge 50 indgår kontrollerne i det fælleseuropæiske færdselspolitisamarbejde TISPOL. 

Læs også Politiet: Flere spritbilister i Østjylland

Ved de tilsvarende julekontroller i 2015 havde betjentene travlt. 

438 bilister blev sigtet for spirituskørsel og 416 for at være påvirket af narkotika eller medicin under kørslen.

Derudover blev der registreret 108 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 29 ulykker, hvor føreren blev mistænkt for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.