Lad den bærbare computer stå
Den bærbare computer kan give hudforandringer på låret
Overlæge på hudklinikken på Marselisborg Hospital i Aarhus opfordrer nu til at lade den bærbare computer stå på bordet og ikke i skødet.
Et stigende antal børn og unge får nemlig hudforandringer på deres lår efter længere tids varmepåvirkning fra bærbare computere. Og selvom varmen fra den bærbare i første omgang ikke er farligt, kan det blive alvorligt:
- Hvis man fortsætter, bliver det en blivende skade, og man får ar ned i underhuden, som ikke kan ændres. Det er så alvorligt, at hvis man fortsætter med det i årtier, er man i risiko for at udvikle hudkræft på området, siger overlæge Anne Braae Olesen til P4 Østjylland.
I et tilfælde i efteråret sidste år, fik 13-årige Frederik Christensen fra Aarhus et stort mærke på låret, som viste sig at være det såkaldte toasted skin syndrome:
- Det var en stor mærkelig brunlig plet på benet. Jeg tænkte, det måske kunne være blodforgiftning, så jeg ville have en hurtig tid hos lægen, fortæller Frederik Christensen til P4 Østjylland.