Laboratorie skal hjælpe DBA

Vil møde kunder ansigt-til-ansigt

Foto: Colourbox/TV2OJ

Når store virksomheder skal finde ud af, hvem deres målgrupper er, vil spørgeskema og analyser være deres første valg. Men for den online handelsplads DBA, der tidligere fandtes i papirform som Den Blå Avis, skal der andre ting til.

Derfor har firmaet i december måned valgt, at Aarhus skal være base for en helt ny type brugerundersøgelse.

Firmaet vil åbne et "Pop-Up Laboratorie" i Aarhus midtby, hvor de giver kunderne, der eller handler på nettet,en mulighed for at møde DBA ansigt-til-ansigt.

- Vi er en internetbutik, så vi har ikke den kontakt med vores forbrugere mange fysiske butikker har, men vi har stadig brug for feedbacken. Derfor laver vi det her for at møde vores kunder. Vi vil forsøge at fange alle de detaljer, som mange brugerundersøgelser og analyser misser, fortæller direktør for DBA, Nikolaj Gjeding til TV 2 | ØSTJYLLAND.

I det midlertidige laboratorie vil kunder få mulighed for at se unikke varer fra DBA, og få mulighed for at snakke med direktøren Nikolaj Gjeding, for at sammen at kunne videreudvikle DBA.

- Vi har meget engagerede brugere, som går op i vores produkt, og de tanker de har, vil vi rigtig gerne have fat i. Vi regner med at kunne få nogle nye ideer til at skabe en endnu bedre oplevelse for vores forbrugere, fortæller han.

DBA's Pop-Up laboratorie varer ikke evigt. Eventen løber fra den 2. december og ti dage frem, men bliver ifølge Nikolaj Gjeding kun den første i en række.