Randrusianere lå i kø foran fastfood-restaurant i silende regn

Sunset i Randers udlovede en burger om ugen til de 50 første kunder i restauranten tirsdag morgen

02:06

VIDEO: Mange randrusianere gik i bogstavelig forstand gå igennem ild og vand - eller torden og regn - for at få gratis burgere.

Ville du ligge i telt det meste af natten for gratis burgere? Også mens lyn blitzede, og regn fossede ned?

Det ville en gruppe viljestærke burger-entusiaster, der natten til tirsdag tålmodigt ventede foran fastfood-restauranten Sunset Boulevard i Randers.

- Jeg havde ikke rigtigt noget at tage mig til, og jeg var sådan lidt rastløs. Så jeg startede med at køre herud omkring klokken halv tre. Der var forfærdeligt vejr, så jeg slog et telt op og lagde mig til at sove, siger Dennis Klinge, der var første mand i køen.

Vi stod i kø sammen ved Carl’s Jr. for nogle dage siden. Der lå vi i køen og snakkede og hyggede os. Så skrev han til mig, om jeg ville med herud til Sunset.

Mads Pedersen, studerende og kø-ven, Randers

Sunset Boulevard havde i anledning af en genåbning stillet et års forbrug af burgere på højkant til de første 50 kunder, der stod foran indgangsdørene tirsdag formiddag. Det betyder altså en burger om ugen i et år.

Mads Pedersen og Dennis Klinge er kø-venner.

Vil eddermame lange nogle burgere over disken

Selvom det for mange formentlig ikke lyder særlig indbydende at sove i telt på asfalten foran en burger-restaurant, gjorde Dennis Klinge præcis det samme få dage tidligere.

Læs også Restaurant-kunder skal få kalorieindhold at vide, mener forening

- Det var samme scenarie. Jeg var rastløs, og så var der en der sagde, at jeg kunne tage ud og ligge i kø foran Carl’s Jr., fordi de åbner. Så pakkede jeg min sovepose og liggeunderlag. Der lå jeg nummer fem i køen og fik et hæfte til en burger om ugen i et år, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Reklamestuntet er altså ikke helt unikt, og der er et formål med at give så mange burgere væk uden beregning.

- Det handler jo om at få tiltrukket nogen, så de kommer ind og ser vores nye, flotte restaurant. Vi er mega klar, så nu skal vi eddermame bare have langet nogle burgere over disken, siger Sara Yelva Ring Kristensen, der er restaurantchef på Sunset Boulevard i Randers. 

Efter mange timers ventetid kunne de køstående randrusianere tage imod et hæfte med 52 burger-kuponer.

Har fået en kø-ven

Dennis’ nye måde at campere på har vist sig at give mere udbytte end bare gratis kalorier – han har nemlig fået en kø-ven.

- Vi stod i kø sammen ved Carl’s Jr. for nogle dage siden. Der lå vi i køen og snakkede og hyggede os. Så skrev han til mig, om jeg ville med herud til Sunset, siger Mads Pedersen, der er studerende i Randers.

Læs også Burgerbar lukket og kunderne evakueret efter brand

Efter mange timers ventetid blev de sultne campister endelig lukket ind, og efter at have fået stillet sulten var de gæve østjyder godt tilfreds med deres indsats.

- Det økonomiske ved, at man kan spare de penge der, er super fedt. Der kommer mange køer endnu, forhåbentlig, griner Mads Pedersen.