LA: Stadion i Aarhus dur ikke
Aarhus Kommune bør hjælpe AGF med at realisere planerne om et nyt fodboldstadion, mener byrådsmedlem
Aarhus Kommune skal være klar til at hjælpe AGF med at få et moderne fodboldstadion i stedet for det nuværende og stærkt kritiserede Ceres Park.
Det mener Liberal Alliances byrådsmedlem, Lars Boje Mathiesen, der dermed rækker hånden frem til AGF-direktør Jacob Nielsen og hans ønske om at få en ny hjemmebane.
Jacob Nielsen roste efter torsdagens pokalfinale i Parken de medrejsende AGF-fans for at skabe en fantastisk kulisse under kampen mod FCK.
På stadion i Aarhus er det dog umuligt at få den samme stemning, mener AGF-direktøren. Lars Boje Mathiesen er enig:
Rådmand: Aarhus fortjener et nyt fodboldstadion
- Når man tager rundt til stadions i både Danmark og udlandet, så er der ingen tvivl om, at stadion i Aarhus det dur simpelthen ikke. Atletikbaner rundt omkring virker ikke. Oplevelsen på stadion kunne blive meget bedre og mere intens, end den er i dag, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
20.000 fans i København
I alt tog cirka 20.000 AGF-fans turen til hovedstaden for at se pokalfinalen i Parken - cirka samme antal som der er plads til på Ceres Park.
Hvis der bygges et nyt stadion i Aarhus, er det ifølge AGF-direktør Jacob Nielsen sandsynligt, at det bliver mindre end det nuværende. Til gengæld skal det være en fodboldarena i stedet for et stadion, der ligesom det nuværende er bygget til atletik.
Kulturformand: AGF skal også være ydmyge
Lars Boje Mathiesen afviser, at Aarhus Kommune alene skal finansiere et helt nyt stadion. Dog bør kommunen i første omgang gå i dialog med AGF og derefter undersøge, hvordan den kan hjælpe klubben.
- Partierne bag de forskellige budgetter, vi har haft de seneste år, de har brugt flere penge, end vi har. Så der er ikke ret mange penge i kassen. Men derfor kan vi godt være medspillere i stedet for modspillere i Aarhus Kommune, siger han.
- Det er kommunens opgave at tage imod, når der er nogle mennesker, der vil noget godt for Aarhus i stedet for at sætte sig ned med korslagte arme og sige, at vi ikke kan noget. Vi kan så meget i Aarhus, og det skal vi også turde her.
Se et interview med Lars Boje Mathiesen i videoen øverst i artiklen. Nedenfor kan du se et interview med AGF-direktør Jacob Nielsen efter torsdagens pokalfinale i Parken: