LA-landsformand fra Silkeborg genopstiller ikke ved næste valg

Leif Mikkelsen genopstiller ikke ved det næste folketingsvalg

Leif Mikkelsen på talerstolen ved Liberal Alliances landsmøde i 2014. Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Vælgere i Vestjyllands Storkreds skal ved næste valg vænne sig til et nyt navn øverste på listen over Liberal Alliances kandidater. 

Landsformand og folketingsmedlem for Liberal Alliance Leif Mikkelsen genopstiller nemlig ikke ved næste valg, oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Læs også Leif Mikkelsen fortsætter som LA-formand

I stedet bliver Alex Vanopslagh spidskandidat for Liberal Alliance i Vestjylland. Den 26-årige tidligere formand for Liberal Alliance Ungdom sidder i dag i Københavns Borgerrepræsentation. 

Her har han tænkt sig at blive siddende perioden ud - også hvis han på halvvejen skulle blive valgt til Folketinget af vælgerne i Vestjylland.

Leif Mikkelsen (tv.) sammen med Simon Emil Ammitzbøll på Liberal Alliances sommergruppemøde i 2010. Foto: Jens Nørgaard Larsen - Ritzau Scanpix

Fortsætter som landsformand

Leif Mikkelsen vil fortsætte som landsformand for Liberal Alliance, oplyser han.

- Tallene på min fødselsattest siger mig, at jeg skal til at bruge min tid på andet end politik. Det har været en fantastisk tid, og jeg har fået lov at prøve utroligt mange ting, siger han i pressemeddelelsen.

- Nu vil jeg stoppe, mens legen er god, og give faklen videre til Alex Vanopslagh. Han er udover at være en begavet og dygtig politiker også vokset op i Struer, og så er man jo et fornuftigt menneske.

Tallene på min fødselsattest siger mig, at jeg skal til at bruge min tid på andet end politik.

Leif Mikkelsen, LA

Ved sidste valg i 2015 fik Liberal Alliance omkring 19.000 stemmer - svarende til 5,9 procent - i Vestjyllands Storkreds, hvilket rakte til et kredsmandat til Leif Mikkelsen.

Storkredsen rummer også en række andre profiler blandt de borgerlige partier.

Læs også Borgere lånte den lokale Brugs 1,5 mio.: - Den var nok lukket ellers

Således er både finansminister Kristian Jensen (V), justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) opstillet i storkredsen.

Leif Mikkelsen har siddet i Folketinget for Liberal Alliance siden 2011. Tidligere har han repræsenteret Venstre i perioden 2001-2007. 

03:28

VIDEO: Der er ikke brug for flere hænder på sygehusene. Der er derimod brug for effektiviseringer, mener Liberal Alliances Leif Mikkelsen. Hør ham uddybe sin påstand i denne video fra den seneste valgkamp i juni 2015.

Luk video