LA: Børn uden vaccine skal ikke i vuggestue eller børnehave

Forældre, der vælger vaccinen til deres børn fra, skal fratages plads i offentlige daginstitutioner, siger LA.

01:10

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom, og den er på fremmarch i Europa.

Derfor bør sundhedsmyndigheder i Europa sætte ind for at få udbredt vacciner mod mæslinger, så smitten kan blive stoppet, lyder det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

 

I Danmark er mæslinger dækket ind i MFR-vaccinen, som gives til alle børn. Det er bare ikke alle forældre, der tager imod tilbuddet på deres børns vegne. Og derfor må man skride ind med yderligere tiltag, mener Liberal Alliances børneordfører, Laura Lindahl.

Det er så trist, at vi er i gang med at vække så alvorlig en sygdom som mæslinger til live igen på grund af nogle faktaresistente forældre, der nægter at forholde sig til fagkundskaben.

Laura Lindahl, børneordfører, Liberal Alliance

- Det er så trist, at vi er i gang med at vække så alvorlig en sygdom som mæslinger til live igen på grund af nogle faktaresistente forældre, der nægter at forholde sig til fagkundskaben, siger hun i en skriftlig udtalelse.

- Jeg vil nu undersøge muligheden for at fratage forældre retten til at sende børn i offentlige daginstitutioner, hvis ikke de har vaccineret deres børn med MRF, siger hun.

Lindahl: Det er dybt usolidarisk 

Tidligere på måneden kunne Statens Serum Institut (SSI) oplyse, at en kvinde i 20'erne har fået mæslinger. Det blev konstateret på Aarhus Universitetshospital.

Kvinden var ikke blevet vaccineret som barn og er med stor sandsynlighed smittet under en ferierejse i Asien.

Aarhus Universitetshospital i Skejby behandlede tidligere på måneden den mæslingeramte kvinde. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Professor Lars Østergaard fra Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby, som behandlede kvinden,  opfordrede i den forbindelse alle personer der arbejder med børn til at lade sig vaccinere. Det viste sig nemlig, at kvinden havde en tilknytning til en daginstitutionsområdet i Aarhus Kommune. 

- Hvis man har ansvaret for andre mennesker i en børnehave, på en skole eller et sygehus, så bør man gøre alt, hvad man kan for ikke at give smitten videre, lød det dengang fra Lars Østergaard. 

Læs også Læge: Alle der arbejder med børn bør vaccineres

Ifølge Laura Lindahl er det "dybt usolidarisk", når forældre vælger børnevaccinen fra. Hun understreger dog, at hun ikke vil tvinge dem til noget.

- Først og fremmest er det forældrenes eget valg, og jeg vil ikke tvinge dem til noget. Men jeg synes kun, det er rimeligt, at vi beskytter de andre børn i daginstitutionerne, herunder særligt de sårbare og helt små, siger Lindahl.

I Danmark er der påvist tre tilfælde af mæslinger i 2016. Alle gangene var der tale om smitte i udlandet, og der blev ikke påvist videre smitte i Danmark.

I Europa er der lige nu et stort udbrud af mæslinger i Rumænien. Det har spredt sig til flere andre lande, herunder Tyskland, Østrig og Belgien.

Øverst i artiklen kan du se et interview med Laura Lindahl, der blev sendt på TV 2 News, hvor hun argumenterer for, at børn ikke skal i institution, hvis de ikke er vaccineret.