KZ-historie i Odder
Tidligere Auschwitz-fange holder foredrag på Odder Gymnasium
90-årige Arlette Andersen har oplevet en grusom del af historien på tætteste hold. Under 2. Verdenskrig sad hun som fange i koncentrationslejren Auschwitz.
I dag - 70 år efter koncentrationslejrens befrielse - gæster hun Odder Gymnasium. Her fortæller hun om sine oplevelser fra et sted, hvor det anslås, at cirka 1 million jøder blev myrdet.
- Jeg synes, de unge skal vide, hvad der skete, så man ikke glemmer den tid, siger Arlette Andersen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Benægtere snyder de unge
Odder Gymnasium har valgt at få Arlette Andersen til at fortælle sin historie for at stoppe en grim tendens.
I 2007 advarede historielærere om, at holocaustbenægtere prøver at overbevise unge på internettet om, at hændelserne i koncentrationslejrene aldrig fandt sted.
- Vi gør det for at fastholde historien. Vi vil gerne give vores unge den oplevelse af, at tale med et levende menneske fra den levende historie, fortæller rektor Lars Bluhme.
Det vides ikke præcis, hvor mange af de overlevende fra koncentrationslejrene, der stadig er i live i dag.
I videoen ovenfor kan du se Arlette Andersen ankomme til Odder Gymnasium.