Kystruten reddes: Kommunen klar med plaster på såret
Busrute 302, også kaldet kystruten, stod til at lukke helt ned på grund af besparelser. Men nu har kommunerne fundet en løsning med færre afgange og flexbus
Det ser ud til, at kystrute 302 kommer til at bestå efter den 1. april næste år – dog med færre ture, end de nuværende 17 ture om dagen.
Region Midtjylland havde ellers varslet, at de ville trække støtten til ruten og dermed lukke ruten, fordi regionen skal spare 60 millioner kroner på kollektiv trafik i 2019.
Men nu står politikerne i Odder Kommune for at skulle vedtage en redningsplan for kystruten, der er lavet i samarbejde med Aarhus Kommune og Midttrafik.
I det forslag, der er lavet, står der, at man vil bevare én dobbelttur om morgenen og fire dobbelte eftermiddagsture på hverdage. Hertil vil man også indføre fire dobbelte flexbusafgange fire gange om dagen i alle ugens dage.
Læs også
- Jeg kan ikke skjule min begejstring. Hvis det kan løses på den her måde, så er jeg sikker på, vi får en god service for de borgere, der har været vandt til, at rute 302 kommer forbi, siger Ole Lyngby Pedersen (V).
Han understreger dog, at forslaget både skal igennem økonomiudvalget og byrådet. Og så skal sagen også godkendes af politikerne i Aarhus Kommune.
Formanden for lokalrådet i Saksild, Lisbeth Bonde, har tidligere udtrykt bekymring ved udsigten til at kystruten skulle lukke. Hun er positiv over for, at man nu har stablet en løsning på benene. Men hun savner stadig faste busafgange om aftenen og i weekenden i det forslag, som ligger.
- Så hvordan hulen skal en svensk eller tysk turist finde ud af det flexsystem. De kan ikke finde ud af, at ringe en time før. Det er tåbeligt, at man skal ringe en time før. Og hvis der står nogle ved stoppestederne, kan de ikke komme med. Det er kun fra det sted, man står fra, siger Lisbeth Bonde.
I Teknik-, Miljø og Klimaudvalget har man tirsdag godtaget forslaget, som det står. Formanden for udvalget erkender, at det godt kan ligne en ringere service, men at flexbusturene bliver et plaster på såret.
- Der er nogle, der synes, det er bøvlet, og at det er en voldsom serviceforringelse. Men det skal vi som samfund til at vænne os til. For vi kan ikke have busser automatisk kørende. Vi skal til at sige, hvornår ønsker vi det. Det skal vi til at vænne os til, siger Ole Lyngby Pedersen.
Han tror også på, at man kan få turisterne til at tage flexbusser.
- Det skal løses ved, at vi får så mange af de her foldere ud i området som muligt, så folk bliver bekendt med, hvad der for løsninger og muligheder, der er. Det bliver i overført betydning som at ringe efter en taxa, siger Ole Lyngby Pedersen.
Men i fælleslokalrådet vil man nu arbejde for at forbedre og nytænke den kollektive trafik i Odder Kommune.
- Vi er ikke forhippet på flexture, vi vil hellere have minibusser, så det er noget fast. Nu har vi fået den Letbane, så må vi finde ud af, hvordan vi kommer til letbane, siger Lisbeth Bonde, og fortsætter:
Flexbus og flexture
En flexbus følger en køreplan, lige som en normal bus gør. Men passagererne skal bestille turen minimum en time før, de skal med bussen.
Som passagerer betaler man samme takster som i en normal bus.
Passagerne bliver kørt i enten taxa, personvogn eller en liftvogn, og der kan være andre passagerer med.
Kilde: Midttrafik
- Fælleslokalrådet vil gå videre med, hvordan vi internt i kommunen kan få vores infrastruktur til at fungere bedre og at få ruter til letbanen. Der er ruter, der ikke kører hensigtsmæssigt i forhold til, hvad behovet er i dag, siger Lisbeth Bonde.
Odder Kommune skal årligt betale 603.000 kroner for at drive 302 med færre afgange efter 1. april.