Kyssepige skal Danmark rundt
Salgsassisten fra Viby får usædvanligt sommerjob
20-årige Malene Præstekjær fra Viby har fået et noget anderledes sommerjob som "kyssepige" på cykelløbet "Danmark Rundt", der køres i august. Til daglig er hun salgsassistent på posthuset i Viby.
Jobbet som "kyssepige" er andet end uddeling af kindkys til svedige cykelryttere. Sammen med den anden kyssepige Pernille Dybmose fra Vamdrup er hun en del af et team af frivillige postmedarbejdere, som er med på hele Post Danmark Rundt.
- Vi indgår i et team af frivillige medarbejdere fra Post Danmark, som både foran og bag kulissen sørger for, at alt er klar til rytterne kommer, og at der venter publikum og særligt indbudte gæster en helt særlig oplevelse, siger Pernille Dybmose.
Teamet står for salgsboder i start- og målområdet, pressearbejde, særlige kundearrangementer, cykelkonkurrencer for publikum, sikkerheden omkring målstregen, uddeling af reklamegaver til publikum, deltagelse i reklamekortegen og en masse spontane opgaver, som opstår undervejs. Gruppen består af rutinerede frivillige og helt nye.
- Jeg synes, det er alle tiders, at vi skal veksle mellem at være praktiske sammen med de andre og så være på scenen som kyssepiger. På den måde bliver vi en del af teamet frem for at være nogle, som er i deres egen lille verden, fortæller Malene.