Kylie for stor til Skanderborg
Den australske superstjernes stadion-show er så stort, at scenen på Skanderborg ville brase sammen under vægten.
Mindre lys og scenelir - og en formindsket storskærm. Når Kylie Minogue drysser glitrende popstøv over bøgeskoven i Skanderborg fredag aften, er det sikkert ikke til at se det.
Men bag den lille, australske stjernes optræden ligger mange måneders tovtrækkeri med hendes bagland. Det bekræfter formand for Skanderborg Festival, Claus Visbye, der også er ansvarlig for booking og musikproduktion, over for Urban.
- Det er et af verdens største popshows, der rammer vores scene, så det har været kompromisets store kunst at få det enorme popcirkus til at passe ind på vores i festivalsammenhænge lille scene. Vi har været i en ret lang dialog med hendes management siden november, forklarer Claus Visbye.
- Men selv om det ikke burde komme bag på dem, hvor stor eller lille bøgescenen er - de tekniske data står på vores hjemmeside - så kommer det næsten altid bag på de store udenlandske navne, at der står et bøgetræ lige ved siden af scenen, og at de rent faktisk spiller inde midt i en skov, siger festivalformanden.
Helt konkret har det betydet, at selv om Kylie Minogue medbringer et sceneshow særligt konstrueret til mindre scener og ikke de store stadioner, sangerinden normalt huserer på, har det alligevel været nødvendigt at sende opsætningen på slankekur. Det er blandt andet gået ud over lys og storskærm.
- Hvis vi satte alle Kylies lamper op, ville scenen ganske enkelt brase sammen under vægten. Og den storskærm, Kylie normalt bruger, har vi måttet gøre noget mindre for at få plads til den. Men jeg tør godt garantere et forrygende show med masser af lys, lyd, røg og konfettikanoner, siger Claus Visbye til Urban.