Kvium-udstilling et tilløbsstykke

Kunstmuseet ARoS har stor succes med den største udstilling nogensinde med billedkunstneren Michael Kvium.

Udstillingen "Jaywalking Eyes" med over 100 af Kviums spektakulære værker er den første måned set af 50.000 gæster, hvilket gør den til en af de største publikumsmagneter i kunstmuseets historie.

Kun udstillingen Olafur Eliasson - Minding the World, der blev vist sidste vinter på ARoS, havde et større besøgstal i den første måned, nemlig 63.000.

- Vi betragter imidlertid Kvium-udstillingen som en lige så stor publikumstræffer som Eliasson, som var begunstiget af at ligge i umiddelbar forlængelse af åbningen af museet og dermed af nyhedens interesse. Med denne udstilling har Michael Kvium bekræftet ikke alene sin kultstatus som folkeeje, men også at han er en kunstner af internationalt format, siger kommunikationschef Bjarne Bækgaard.

Udstillingen vises fem til 2. påskedag den 17. april. /ritzau/