Kvinder tilbød massage og sex - nu skal de ud på lang flyvetur

Kvinderne er efter alt at dømme kommet til Danmark af egen fri vilje.

To thailandske kvinder indrømmer, at de har tilbudt sex på en massageklinik i Randers. Genrefoto. Foto: Colourbox

To thailandske kvinder er blevet fængslet og sigtet for at opholde sig ulovligt i Danmark. 

Det sker efter, at politiet har fundet ud af, at kvinderne har tilbudt sex på en massageklinik i Randers.

Der er tale om en henholdsvis 25-årig og 36-årig kvinde. De skal nu tilbringe op mod fire uger i fængslet, hvorefter de vil blive udsendt af Danmark.

Læs også Tanja var prostitueret: Nogle har misbrug, andre har gæld

Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Kvinderne fortæller selv, at de har tilbudt seksuelle ydelser til kunder. Center mod Menneskehandel har været ind over sagen, og de vurderer ikke, at kvinderne er blev handlet, så det lader til, at de er kommet hertil af egen fri vilje, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen. 

Klinikejer også anholdt

En 50-årig kvinde er samtidig blevet anholdt for rufferi. De to kvinder, der står til at sendt ud af landet, har arbejdet på den 50-åriges massageklinik, og hun har tjent penge på deres prostitution. 

Betjentene bliver, indtil flyet er lettet.

Jakob Christiansen, Østjyllands Politi

- I første omgang har vi kunnet finde bevis på, at hun begået rufferi fra november og frem til i dag. Nu skal sagen efterforskes yderligere, og det kan være, vi kan bevise, at det har stået på i en længere periode, siger Jakob Christiansen fra Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

De to kvinder er anholdt efter udlændingeloven og bliver hjemsendt, fordi de har ikke haft tilladelse til at bo i Danmark. 

Eskorteres til lufthavn

En udlænding, der opholder sig ulovligt i Danmark, kan blandt andet frihedsberøves, hvis der er risiko for, at han eller hun forsvinder under myndighedernes sagsbehandling.

Læs også Sexdukkebordel åbner i Aarhus: 'Stedet hvor pigerne ikke siger nej'

Når de to kvinder har afsonet deres fængselsstraf, skal de ud på en cirka 15 timer og 8700 kilometer lang flyvetur.  

- De bliver eskorteret til lufthavnen og sat på et fly til Thailand. Betjentene bliver, indtil flyet er lettet, siger Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Han kan ikke oplyse præcist, hvordan politiet er kommet på sporet af, at de to kvinder tilbød sex på massageklinikken i Randers.

Læs også Reden: Antallet af prostituerede er tredoblet på 20 år