Kvinder også adgang

Det er i dag 100 år siden, at kvinder for første gang fik lov til at starte på Aarhus Katedralskole.

Aarhus Katedralskole fejrer i dag, at det netop i dag er 100 år siden, at kvinder for første gang fik lov til at gå i gymnasiet. Der blev vedtaget en ny skolelov, der gjorde det muligt for kvinderne at komme ind på de almene gymnasieskoler, som indtil da havde været forbeholdt drengene.

Siden er udviklingen gået stærkt. I dag er der langt flere kvindelige elever på gymnasierne, end der er drenge. Aarhus Katedralskole markerer jubilæumsdagen ved at skrue tiden tilbage til 1903. Eleverne klæder sig ud i gammeldags tøj og bliver udsat for Den Sorte Skole: Gamle læseplaner og undervisningsmetoder.

- Vi håber at gøre historien levende, siger initiativtager og underviser på skolen, Anna Grethe Bach.

- Eleverne skal opleve, hvor meget der er sket, og at samfundet flytter sig. Projektet skal vise, at det nytter noget at åbne uddannelsessystemet op for nye impulser, siger Anna Grethe Bach.

Jubilæumsdagen markeres også med lidt mere tidsvarende indslag - nemlig et asfaltbal.