Kvinder gik amok på handlende - politiet dukkede aldrig op

Vi er nødt til at prioritere, lyder det fra politiet, der ikke kom ud til uprovokeret vold på parkeringsplads

To kvinder uddelte lussinger og knytnæveslag på parkeringspladsen ved Superbrugsen i Kolt. Foto: Google Street View / Colourbox - genrefoto

De slog på flere handlende. De spyttede efter folk og kom med racistiske tilråb. De rykkede bildøre op og truede tilfældige borgere med tæsk. De ridsede biler og sparkede buler i dem.

To kvinder har skabt røre i lokalsamfundet i Kolt-Hasselager ved Aarhus, efter at de for få dage siden gik amok ved SuperBrugsen i Kolt.

Læs også Politihund bider pige på 11 år i Aarhus

Her overfaldt de fysisk og verbalt flere mennesker, der var så uheldige at befinde sig på Superbrugsens parkeringsplads.

Episoden strakte sig over et længere tidsrum omkring klokken 20.30 søndag aften, og politiet modtog gentagne opkald, mens de to kvinder uddelte lussinger og knytnæveslag.

På trods af de mange opkald kom Østjyllands Politi ikke ud og stoppede kvinderne.

 

Ifølge TV2 ØSTJYLLANDS oplysninger er mindst en ung mand under 18 år blevet slået i ansigtet med knytnæveslag, mens flere andre - både mænd og kvinder - er blevet tildelt lussinger, trusler og spyt. De to kvinder har desuden udøvet hærværk på flere biler.

Episoden stoppede først, da en af kvindernes bekendte, en mand, ankom til stedet, hvorefter de kvinder blev kørt væk bag på en scooter eller motorcykel. 

Politi: Vi er nødt til at prioritere

TV2 ØSTJYLLAND har torsdag kontaktet Østjyllands Politi for at høre, hvorfor politiet ikke kom og stoppede den voldelige episode.

Signalement af de to kvinder

A) dansk kvinde, cirka 35 år, cirka 170-175 centimeter høj, store tatoveringer på arm og hals, iført sort hættetrøje og lyse militærbukser, langt mørkt hår.

B) dansk kvinde, cirka 20 år, 170-175 centimeter høj, sommerfugl tatoveret på højre skulder, iført sort tøj, mørkt hår.

Kilde: Østjyllands Politi

- Vi fik at vide, at to kvinder spyttede og slog på personer på parkeringspladsen, og vi fik et signalement af dem. Vi sendte en patrulje ud til det, men så kom der er et røveri, som vi blev nødt til at omdirigere patruljen til, siger vicepolitiinspektør Kristian Juliussen.

Adspurgt om borgere i Østjylland ikke skal forvente, at politiet møder op, hvis de ringer og fortæller om en voldelig episode, lyder svaret.

- Jo, selvfølgelig, og det er også noget, vi prioriterer at komme ud til. Men der er bare nogle tidspunkter, hvor der sker så mange ting, at vi er nødt til at prioritere, hvad vi tager til ud til, og her mente vi, at røveriet var vigtigst.

Læs også Regnen væltede ned over Østjylland: Her ramte skybruddet

Da Østjyllands Politi havde mulighed for at sende en patruljevogn til stedet, var kvinderne væk, fortæller vicepolitiinspektør Kristian Juliussen. 

Politiet har siden episoden på parkeringspladsen i Kolt modtaget minimum en anmeldelse om vold. Ifølge TV2 ØSTJYLLANDS oplysninger er der flere anmeldelser på vej.

- Nu begynder vi at efterforske og afhøre de vidner, der er. Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at finde frem til de to gerningskvinder, lyder det fra vicepolitiinspektør Kristian Juliussen. 

Den voldelige episode fandt sted på parkeringspladsen ved Superbrugsen i Kolt.

Flere kilder oplyser, at de to kvinder virkede stærkt påvirkede af alkohol og/eller stoffer. Disse oplysninger er dog ikke bekræftet af Østjyllands Politi.

TV2 ØSTJYLLAND har i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel været i kontakt med flere personer med kendskab til episoden søndag aften. Disse kilder har ikke ønsket at stå frem med navn, men kildernes identiteter er kendt af redaktionen.