Kvinder forbudt! Mandeklub med masser af salat
Én gang om måneden mødes 50 mænd til mad og socialt samvær. Her er ingen jokes under bæltestedet, og mændene spiser masser af salat.
50 mænd og 300 stykker flæsk. Det lyder som en typisk aften for mænd. Men selvom det er på menuen til mandeaften i Kirkecenter Kirkebakken i Skanderborg, så handler det om mere end det.
Læs også
Mændene er i alderen fra 55-90 år. De laver selv maden, og her er salat en vigtig del af det.
En af de mænd, der står bag klubben, er Elmer Lauridsen. Han fik idéen, da han var med sin kone til foredrag.
- Jeg var til nogle foredrag her i byen, hvor der sad 19 damer og to mænd. Så undrede jeg mig over, hvor mændene var henne. Og så tænkte jeg, at det måske kunne være sjovt at lave en mandeklub, fortæller han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det viste sig, at andre havde samme tanker, og så var vi fem mænd, der startede op.
Mandeaftenerne er populære. Lige nu har de måtte stoppe ved 65 medlemmer, da de simpelthen ikke kan lave mad til flere. De står selv for det hele.
- Vores oplevelse er, at folk er rigtig glade for det. Og det er vor fornemmelse, at 65 er grænsen for at det sociale fungerer optimalt. Det har stor popularitet, vi har ramt noget, siger Elmer Lauridsen.
Læs også
Til mandeaftenerne bliver der ind imellem inviteret folk udefra, som skal holde oplæg. Torsdag aften var der besøg af museumsinspektør Lene Mollerup fra Museum Skanderborg. Her fortalte hun om munketiden og livet ved Øm Kloster.
Hver anden gang mændene mødes, fortæller ét af medlemmer sin livshistorie. Derfor lærer de allesammen hinanden at kende, og der bliver hver gang trukket lod om, hvor man skal sidde.
Undersøgelser viser, at socialt samvær er livsforlængende og har en helbredende effekt. Det konkluderer Center for Sund Aldring. Og ifølge dagens deltagere, så kan den slags engagement kræve lidt ekstra for mænd.
- Hvis ikke vi hyggede os sammen, hvis ikke vi havde noget ping-pong, så gad mændene det ikke. Vi skal have restemad om lidt, og det betyder, at vi sidder og hygger os i en halv times tid. Så får vi nok en øl til maden, fortæller Elmer Lauridsen.