Kvinden med en redningsplan
Citychef vil redde det lokale handelsliv
Tomme butikslokaler og øde gågader. Flere steder i Østjylland kæmper butikkerne med at holde liv i det lokale handelsliv.
I Skanderborg Kommune forsøger man nu at tage kampen op mod butiksdøden. Her er ansat en ny citychef, som nu skal forsøge at vende udviklingen. Ikke bare i Skanderborg, men også i resten af kommunen såsom Galten, Ry og Hørning.
For den nye citychef Anni Bundgaard er målet klart: Det handler om at sætte kunderne i centrum og give dem en oplevelse:
- Alt, hvad vi kan gøre for, at kunderne holder af at være her.. Det vil vi sætte i værks, siger Anni Bundgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Det er blandt andet samarbejdet mellem de forskellige byer, gratis parkeringspladser og forskellige arrangementer, der skal lokke kunderne til kommunen. Derudover er der også en målsætning om at få fyldt de tomme butikker op, så der kommer liv i gågaden.
Visionerne om samarbejde bliver vel mødt hos butikkerne.
- Vi vil gerne tænke fremtid. Vi vil gerne sikre, at byens fysiske butikker også lever om fem år, siger Lone Nielsen, som er indehaver af Luna Sølv og Guld i Ry, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I tv-indslaget øverst i artiklen kan du høre mere om den nye citychefs planer.