Kvinde udsat for gaderøveri

En 46-årig kvinde blev i nat truet til at udlevere rygsæk og bærbar pc på åben gade i Randers.

En 46-årig kvinde blev kort efter midnat udsat for gaderøveri i Randers.

Kvinde kom ifølge politiet gående ad Vester Altanvej, da hun ud for Danmarksgade blev stoppet af en mand. Han truede hende til at udlevere en bærbar pc samt en rygsæk, hvor hun havde en mobiltelefon og forskellige andre personlige ejendele.

Kvinden stak af umiddelbart efter, at hun havde udleveret sin taske og sin computer.

Kvinden beskriver røveren som en dansk mand på mellem 20 og 35 år. Han er cirka 180 centimeter høj og spinkel af bygning. Hans ansigt er spinkelt, og han har lange skægstubbe.

Manden bar mørke bukser og en mørk jakke med hætte.