Kvinde truet med blodig kølle
En 30-årig kvinde blev sent i aftes truet med en blodig kølle på en sti i Århus.
En 30-årig kvinde blev kort før midnat i aftes udsat for røveri på Brabrandstien nær Århus Centrum.
En høj og kraftig mand truede med en blodig 40 centimeter lang kølle samt en køkkenkniv kvinden til at udlevere de kontanter, hun havde på sig. Det drejede sig helt nøjagtigt om 52 kroner i mønter.
Efterfølgende bad han om hendes mobiltelefon og dankort. Ifølge Århus Politi fik kvinden desuden besked på at nedskrive pin-koden til dankortet.
Kvinden blev dog reddet ved, at to cyklister tilfældigt kom forbi, hvilket fik gerningsmanden til at forsvinde. Den 36-årige mand blev dog senere på natten anholdt af en politipatrulje, der ved hjælp af en tjenestehund havde fulgt sporet til nær den 36-åriges bopæl.
Manden tilstod gaderøveriet og fremstilles i dag i grundlovsforhør ved Retten i Århus.