Kvinde sov fra røgalarm
Silkeborg Brand og Redning måtte lørdag nat smadre end rude i forbindelse med røgudvikling i en lejlighed
En kvindelig beboer i et rækkehus i Sejs ved Silkeborg slap med skrækken, da hun lørdag nat ikke vågnede, selvom hendes røgalarm hylede i et kvarter.
Røgalarmen var koblet til en tyverisikring, som alarmerede vagtselskabet Dansikring, som derefter ringede 112.
- Da vi ankommer til stedet, kan vi ikke umiddelbart se røg, og gardinerne er trukket for. Men da vi finder en sprække, kan vi se lys og røgudvikling, og vi kan se en person ligge på sofaen. Vi banker på ruden gentagne gange for at vække personen, men der er ingen reaktion, oplyser indsatsleder Per Jensen fra Silkeborg Brand og Redning til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Efter den overbevisning, at personen er bevidstløs går brandvæsenet til fordøren og smadrer en rude for at komme ind i lejligheden. I mellemtiden er den kvindelige beboer vågnet.
- Hun står lige inden for døren, da vi kommer ind, og hun blev selvfølgelig noget forskrækket. Men hun må have sovet tungt, og hun var mildest talt rystet, at vi stod i hendes lejlighed, siger Per Jensen.
Røgen skyldtes en gryde, der stod på en tændt kogeplade. Kvinden var faldet i søvn, efter hun havde tændt for blusset.
- Hun skal være rigtig glad for, at der ikke gik ild i gryden. Hun er heldig. Man skal aldrig tænde for en kogeplade, hvis man er træt, og der er den mindste risiko for, at man falder i søvn, siger Per Jensen.
Men kvinden slap med forskrækkelsen, en ødelagt gryde og en knust rude.