Kvinde skal genhuses efter brand i køkken
Røgskader i en bolig i Hammel betyder, at den kvindelige beboer skal have et nyt midlertidigt hjem
Søndag morgen gik der ild i et komfur i en bolig på Jagtvej i Hammel. Den kvindelige beboer er nu nødt til at blive genhuset på grund af røgskader i både køkkenet og resten af ejendommen.
Det fortæller en indsatsleder fra Beredskab og Sikkerhed.
- Kvinden sidder i kørestol og havde med den ved en fejl kommet til at tænde komfuret, hvor på der så lå noget, der gik ild i. Da vi kom frem, var flammerne dog næsten slukket igen, siger indsatsleder Christian Nøddelund til TV2 ØSTJYLLAND.
Men på trods af de begrænsede flammer, så blev huset alligevel beskadiget i en sådan grad, at kvinden skal have nyt hjem.
- Køkkenet blev røgskadet, ligesom røgen spredte sig til resten af huset. Den kvindelige beboer skal derfor genhuses til et andet sted i kommunen. Hun slap dog uden skader selv, men var noget chokeret, siger Christian Nøddelund.
Læs også
For Beredskab og Sikkerhed var der ikke den store opgave på stedet.
- Vi brugte ikke andet end 20-30 l vand og sørgede så også for, at branden ikke kunne sprede sig, fortæller indsatslederen.