Kvinde sigtet for drabsforsøg

15-årig pige stukket flere gange med kniv

Foto: Colourbox

En 34-årig kvinde er lørdag blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for et drabsforsøg på en 15-årig pige.

Ifølge Østjyllands Politi blev den 15-årige stukket flere gange med kniv på en adresse i det vestlige Aarhus.

Knivstikkeriet fandt sted kort før kl. 02 natten mellem mandag og tirsdag i denne uge.

Under dagens grundlovsforhør ved byretten i Aarhus anmodede politiet om, at dørene blev lukket. Det er derfor yderst sparsomt, hvilke oplysninger der er tilgængelige for offentligheden.

Den 34-årige blev varetægtsfængslet i surrogat, hvilket betyder, at hun formentlig skal tilbringe varetægtsfængslingen på en psykiatrisk afdeling.