44-årig kvinde sigtet for mordbrand: Erklærer sig skyldig
En villabrand i Houlbjerg ved Langå kostede 31. marts en 76-årig mand livet. Nu er en kvinde sigtet for drab
OPDATERING
Den 44-årig kvinde, der torsdag klokken 10.30 blev fremstillet i Retten i Randers - sigtet for brandstiftelse og manddrab - blev varetægtsfængslet i fire uger. Kvinden erkendte sig skyldig og kærede ikke kendelsen. Det oplyser Østjyllands Politi på Twitter.
En 44-årig kvinde sigtes for brandstiftelse og manddrab, efter at en 76-årig mand mistede livet i en villabrand i Houlbjerg nær Langå i lørdags.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Læs også
Klik her for at se flere billeder fra Local Eyes.
Kvinden fremstilles i et grundlovsforhør i Randers klokken 10.30. Politiet blev alarmeret om branden i villaen på Hammelvej lørdag klokken 04.26.
Da redningsmandskabet kort efter ankom til stedet, var villaen overtændt, og flammerne stod op gennem taget. I forbindelse med slukningen blev den ældre mand fundet omkommet.
Nye oplysninger
I første omgang lød meldingen fra Østjyllands Politi, at der ikke var nogen mistanke om, at der var sket en forbrydelse i forbindelse med branden.
- I går modtog vi nogle nye oplysninger i sagen, der gjorde, at hun blev sigtet og bliver fremstillet i dag, siger Jeanette Løv Rasmussen, der er kommunikationskoordinator hos Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge hende vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre. Østjyllands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger om, hvilken relation den afdøde og den 44-årige kvinde havde.
Men kontorfuldmægtig ved Retten I Randers, Kirsten Andersen, oplyser til Århus Stiftstidende, at kvinden er mandens datter.
Østjyllands Politi har heller ikke yderligere oplysninger om, hvilke nye oplysninger der er tale om.
Den 76-årig mand var husets beboer.