Kvinde overfaldet: Blev trampet flere gange i hovedet
En 50-årig mand er varetægtsfængslet i 14 dage sigtet for overfaldet
Østjyllands Politi har anholdt en 50-årig mand, som er sigtet for et overfald på en 38-årig kvinde på Klostergade i Aarhus torsdag eftermiddag.
Ved overfaldet trampede manden ifølge et vidne kvinden flere gange i hovedet, mens hun lå ned, oplyser Østjyllands Politi. Kvinden blev efterfølgende kørt til behandling på skadestuen, hvor det blev konstateret, at hun har brækket næsen.
Læs også
Den 50-årige mand blev fredag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, og her blev han varetægtsfængslet i 14 dage sigtet for grov vold.
Præcis hvad der er gået forud for overfaldet er usikkert, men ifølge Janni Lundager, kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi, kendte de to personer hinanden i forvejen.