Kvinde narret af tricktyve
Blev distraheret og fik stjålet guldkæde
Østjylland er for tiden hærget af tricktyve, og det i en sådan grad, at Østjyllands Politi i går advarede mod tiggere ved motorvejen.
Det er dog ikke kun ved rastepladser, at østjyder bliver narret. I går blev en 81-årig kvinde også udsat for et tricktyveri i det vestlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi kom kvinden gående ad Fuglebakkevej omkring klokken 16, da hun pludselig blev passet op af en kvinde.
Kvinden bar på flere smykker og begyndte at hænge kæder rundt om halsen på den ældre kvinde.
Mens hun distraherede den ældre kvinde, lykkedes det kvinden med smykkerne at stjæle hendes guldhalskæde med guldkors og et ekstra vedhæng med en helgen.
Hurtigt efter tyveriet stak kvinden med smykkerne af i en mindre grå personbil sammen med en mand.
Kvinden beskrives som 40-50 år gammel, spinkel af bygning og mørk i huden. Han havde kort, sort hår og guldbelagte tænder. Hun var iført en blå kjole og sort jakke.
Manden, som ventede i bilen, anslås til at være omkring 30-40 år gammel, lys i huden og med sort, kort hår-
Hvis man har oplysninger omkring tricktyveriet, kan Østjyllands Politi kontaktes på tlf. 114.