Kvinde fundet dræbt i sit hjem - mand erkender dødsvold

Den formodede morder blev truffet og anholdt på stedet.

Politiet afspærrede området omkring huset, hvor kvinden blev dræbt. Foto: Local Eyes

Opdatering: Mand erkender dødsvold

Efter et retsmøde i Retten i Horsens søndag aften er en 32-årig mand blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Manden er sigtet for at have dræbt en 71-årig kvinde i Brædstrup i Østjylland.
Ved retsmødets begyndelse erkendte den 32-årige via sin forsvarsadvokat ifølge, at han havde slået kvinden ihjel. Der var dog ikke tale om drab, men derimod vold med døden til følge.
Søndagens retsmøde blev holdt for lukkede døre, og derfor er der ikke kommet yderligere oplysninger frem.

En 71-årig kvinde er søndag blevet fundet dræbt i sit hjem i Brædstrup i Horsens Kommune. 

Det oplyser Sydøstjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

- Vi bliver kontaktet af en anmelder, der fortæller, at der ligger en livløs kvinde i huset, siger vagtchef Jesper Brian Jensen.

Læs også To unge fundet døde i bekendts lejlighed

Vagtchefen vil på nuværende tidspunkt ikke kaste lys på, hvorfor politiet efterforsker sagen som et mord.

- Det føler vi os overbeviste om, lyder det blot.

Politiet har anholdt og sigtet en 32-årig mand for at dræbe kvinden. 

Den anholdte har ikke adresse i etplanshuset, hvor drabet fandt sted. Han har derimod adresse i Nordjylland, men ifølge vagtchefen havde den formodede drabsmand og kvinden en relation.

Ifølge politiet havde den formodede drabsmand og kvinden en relation. Foto: Local Eyes

Formodet morder blev hængende

Manden blev ifølge politiet truffet på stedet.

Det vides ikke, hvorfor den 32-årige mand er blevet på stedet efter angiveligt at have slået den ældre kvinde ihjel.

- Det vil en afhøring formentlig kunne kaste lys over, siger vagtchefen. 

Læs også Danmarks hurtigste rutsjebane gik i stå: Gæster sad fast i 32 meters højde

Det er endnu for tidligt for politiet at sige noget om motivet bag det formodede drab.

- Nu skal vi foretage sporsikring og en retslægelig undersøgelse, siger vagtchef Jesper Brian Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Fremstilles søndag

En retslægelig undersøgelse betyder, at en embedslæge undersøger liget efter gennemgang af politirapporter og supplerende materiale. 

Politiet forventer at fremstille den anholdte i grundlovsforhør senere søndag.

Ifølge vagtchef Jesper Brian Jensen vil anklagemyndigheden formentlig begære dørlukning under det kommende grundlovsforhør.

Nu skal vi foretage sporsikring og en retslægelig undersøgelse.

Jesper Brian Jensen, vagtchef, Sydøstjyllands Politi

Hvis dommeren følger den anmodning, vil det kun være muligt for pressen og offentligheden at høre sigtelsen, samt om manden varetægtsfængsles.

Den livløse kvinde blev anmeldt til politiet omkring klokken 7.20 søndag morgen.

Hendes pårørende er underrettet. 

Læs også Frivillige har brug for hjælp til byfest - der er bare et lille minus